Om os
Himmelekspressen er et herberg for hjemløse mænd. Vi ligger på Vasbygade 40, København SV.
Himmelekspressen har eksisteret i mere end 65 år og er drevet af private midler, donationer og er baseret på frivillig arbejdskraft.
Himmelekspressen åbner hver aften kl. 18.00, hvor de hjemløse tilbydes et måltid mad, et rent/nyt sæt tøj og en varm seng at sove i.
Nattens beboere placeres på 2- eller 4- mandsstuer, og der er ro på stuerne fra kl. 23.00 til kl. 07.00 næste morgen, hvor de hjemløse spiser morgenmad, inden de forlader Himmelekspressen igen.
Til forskel fra mange andre herberger er både overnatning og mad gratis for de hjemløse.
Og sengene står klar til de hjemløse, der allerede er indskrevet, hvilket betyder, at de ikke skal stå i kø hver aften for at få en seng at sove i. Det betyder også, at de har eget skab på værelset, hvori de har mulighed for opbevaring af personlige ejendele, så de ikke skal bære rundt på disse hele dagen.
Vi har både en læsestue med billardbord samt en stor varm spise- og opholdsstue, hvor de hjemløse kan hygge sig og slappe af efter en lang dag på gaden.
Vi har en daglig leder samt et hold af frivillige mandlige vagter, som på skift hjælper os. Vagtens opgave er at tage pænt imod ”drengene”, når de ankommer til herberget i løbet af aftenen samt modtage og indskrive evt. nye beboere.
På kontoret, hvor vagten selv sover om natten, er der en seng og et skrivebord, så vagten enten kan vælge at se fjernsyn, læse, studere eller hvad denne måtte have lyst til.